Strik entrelac – sådan gør du (med billeder)

Lær at strikke entrelac. Det er en rigtig sjov teknik, hvor du samtidig kan få brugt dine garnrester. Og det er slet ikke så vanskeligt.

Entrelac med 3 farver

Her på siden kan du finde opskrifterne på “Lille halstørklæde i entrelac” og “Rundstrikket halsvarmer i entrelac”

Du får i det følgende en grundig gennemgang af teknikken.

Ved at strikke entrelac arbejdes element for element, det vil sige firkant for firkant. De enkelte firkanter strikkes frem og tilbage. Der strikkes en række firkanter ad gangen. Til den næste række optages masker fra de underliggende firkanter. De enkelte firkanter forbindes ved at strikke maskerne fra den igangværende firkant sammen med firkanten fra den forrige række. En række af firkanter vil hælde til venstre, og den næste række af firkanter vil hælde til højre.

Lyder det indviklet? Så vil jeg i det følgende vise teknikken skridt for skridt.

Strik en prøve i entrelac.

Du skal bruge garnrester af nogenlunde samme kvalitet. Du kan strikke entrelac kun med 1 farve. Men jeg synes, at flette-effekten fremhæves bedst med mindst 2 farver. Jeg vil her vise teknikken med 3 farver. Herved får du højrevendte og venstrevendte firkanter med alle 3 farver. Hvis du helst vil have en farve, som kun vender til højre og en farve, som kun vender til venstre, skal du bruge et lige antal farver.

I prøven, som er vist på billedet, strikkes firkanter med 8 masker hver.

Find 3 forskellige farver garn af nogenlunde samme tykkelse og passende strikkepinde. Jeg har brugt pinde nr. 4 i prøven.

Slå 24 m op med farve 1 (i prøven cerise), strik 1 p ret og 1 p vrang.

A: Basistrekanter

Begynd med at strikke en række med 3 trekanter

1. og 2. pind: 2 r, vend, – 1 vr, tag 1 maske vrang løst af (= løs 1), vend –

3. og 4. pind: 3 r, vend – 2 vr, løs 1, vend –

Fortsat på denne måde:

5. og 6. pind: 4 r, vend – 3 vr, løs 1, vend –

7. og 8. pind: 5 r, vend – 4 vr, løs 1, vend –

9. og 10. pind: 6 r, vend – 5 vr, løs 1, vend –

11. og 12. pind: 7 r, vend – 6 vr, løs 1, vend –

13. pind: 8 r, du skal ikke vende

Du har nu 1 trekant med 8 masker på højre pind og 16 masker på venstre pind.

Første trekant er strikket.

Fortsat med at strikke de næste 2 trekanter på samme måde – du har nu 3 trekanter, som hælder til venstre og der er 24 masker på pinden. Det ser måske lidt kludret ud i starten, men trekanterne vil folde sig ud, når du strikker den næste række.

A: 3 trekanter er strikket
  • Vend arbejdet.

Skift til farve 2 (hvid i prøven). Nu strikkes tre- og firkanter fra vrangsiden

B: Trekant i venstre side:

1. og 2. pind: 2 vr, vend – 2 r, vend –

3. og 4. pind: strik 1 m vr forfra og 1 m vr bagfra i første maske (du har strikket 2 m ud af 1 m og derved udtaget 1 m. I det følgende kaldes denne udtagning for vr fb), derefter strikkes 2 vr sm (1 maske fra trekanten og næste maske på højre pind), vend – 3 r, vend –

Fortsat på samme måde:

5. og 6. pind: vr fb i første maske, 1 vr, 2 vr sm, vend – 4 r, vend –

7. og 8. pind: vr fb i første maske, 2 vr, 2 vr sm, vend – 5 r, vend –

9. og 10. pind: vr fb i første maske, 3 vr, 2 vr sm, vend – 6 r, vend –

11. og 12. pind: vr fb i første maske, 4 vr, 2 vr sm, vend – 7 r, vend –

13. pind: vr fb i første maske, 5 vr, 2 vr sm – du skal ikke vende

Alle masker fra basistrekanten er nu strikket sammen med den nye trekant.

Trekant i venstre side

Herefter strikkes firkanter.

B: Firkanter fra vrangsiden:

Du har stadig vrangsiden af arbejdet mod dig.

Strik 8 masker vrang op langs den skrå side af den underliggende basistrekant. Vend –

8 nye masker er strikket op

1. og 2. pind: 7 r, løs 1, vend – 7 vr, 2 vr sm (sidste maske fra denne firkant og næste maske på højre pind), vend –

Her ses slutning af 2.pind – 7 vr og 2 vr sm

3. – 14. pind: Gentag 1. og 2. pind i alt 7 gange.

15. og 16. pind: 7 r, løs 1, vend – 7 vr, 2 vr sm – du skal ikke vende.

1. Firkant er strikket

Strik 1 firkant mere på samme måde.

2 firkanter er strikket (+ 1 trekant)

Rækken afsluttes med en trekant.

B: Trekant i højre side:

Strik 8 masker vrang op langs den skrå side af den sidste basistrekant. Vend –

8 m strikket op fra den sidste trekant

1. og 2. pind: 7 r, løs 1, vend – 6 vr, 2 vr sm (indtagning), vend –

De sidste to masker strikkes vrang sammen

3. og 4. pind: 6 r, løs 1, vend – 5 vr, 2 vr sm, vend –

5. og 6. pind: 5 r, løs 1, vend – 4 vr, 2 vr sm, vend –

7. og 8. pind: 4 r, løs 1, vend – 3 vr, 2 vr sm, vend –

9. og 10. pind: 3 r, løs 1, vend – 2 vr, 2 vr sm, vend –

11. og 12. pind: 2 r, løs 1, vend – 1 vr, 2 vr sm, vend –

13. og 14. pind: 1 r, løs 1, vend – 2 vr sm.

Der er 24 + 1 maske på pinden.

Hele række “B” er strikket

Vend arbejdet og skift til farve 3 (i prøven gammelrosa).

C: Firkanter fra retsiden:

Her er ingen trekanter i siderne.

Strik 8 masker ret op langs den skrå side af den nærmeste hvide firkant fra forrige omgang.

8 m strikket op

Vend –

1. og 2. pind: strik 7 vr, løs 1, vend – 7 r, 2 dr r sm (sidste m fra denne firkant og første m fra den underliggende)

2 m drejet ret sammen (sidste maske fra den nye firkant og maske fra den underliggende firkant)

3. – 14. pind: Gentag 1. og 2. pind i alt 7 gange.

15. og 16. pind: 7 vr, løs 1, vend – 7 r, 2 dr r sm, du skal ikke vende.

Maskerne fra den underliggende hvide firkant er nu strikket sammen med den nye firkant.

1. firkant i række C er strikket

Strik de næste 2 firkanter på samme måde.

3 firkanter i række C er strikket

Herefter skiftes mellem at strikke B (tre- og firkanter fra vrangsiden) og C (firkanter fra retsiden), så langt som du ønsker. Slut med B.

I prøven har jeg fortsat med B i cerise, derefter C med hvid og B med gammelrosa.

D: Afslutnings-trekanter:

Slut med en række trekanter fra retsiden

Sæt den enlige maske over på højre pind og strik 7 m op langs kanten på den underliggende trekant.

1.og 2. pind: strik 8 vr, vend, 7 r, 2 dr r sm (sidste m fra denne trekant og første m fra underliggende firkant), vend –

1. og 2. pind

3. og 4. pind: 6 vr, 2 vr sm (= indtagning), vend – 6 r, 2 dr r sm, vend

3. pind: 6 vrang og 2 vrang sammen

5. og 6. pind: 5 vr, 2 vr sm, vend – 5 r, 2 dr r sm, vend –

7. og 8. pind: 4 vr, 2 vr sm, vend – 4 r, 2 dr r sm, vend –

9. og 10. pind: 3 vr, 2 vr sm, vend – 3 r, 2 dr r sm, vend –

11. og 12. pind: 2 vr, 2 vr sm – vend 2 r, 2 dr r sm, vend,

13. og 14. pind: 1 vr, 2 vr sm, vend, 1 r, 2 dr r sm, vend –

15. og 16. pind: 2 vr sm, vend – 2 dr r sm, du skal ikke vende.

1. afslutnings-trekant er strikket

Strik 2 trekanter mere. Der er 1 m tilbage. Klip tråden og træk den gennem løkken.

Læg prøven i blød eller vask den og tør den flad.

God fornøjelse med teknikken!

Strikketeknik: Strik 3 masker sammen

Der findes forskellige måder at lave indtagninger i strik. Alt efter hvilken metode du bruger, giver det dit strik forskelligt udseende. Indtagningen kan strikkes med en hældning til højre eller en hældning til venstre, eller der kan strikkes en indtagning med en synlig midterste maske.

Her vil jeg vise 4 måder at strikke 3 masker sammen. Alle indtagninger foretages fra retsiden og der tages 2 masker ind ved hver indtagning.

Strik 3 masker ret sammen:

Denne indtagning får en hældning til højre.

Stik med højre pind – fra venstre til højre – ind i de 3 masker, som skal strikkes sammen. og strik dem ret sammen. Se billedet til venstre. På billedet til højre kan du se det færdige resultat i midten i billedet. Den sidste af de 3 masker ligger øverst, og du får en hældning til højre.

Strik 3 masker drejet ret sammen:

Ligesom der er to muligheder, når du strikker 2 masker drejet ret sammen, er der også to muligheder, når du strikker 3 masker drejet ret sammen.

1. Metode:

Denne indtagning får en hældning til venstre.

Stik med højre pind – fra højre til venstre – ind i de 3 masker, som skal strikkes sammen, og strik dem drejet ret. Billedet til venstre viser, hvordan du stikker ind i maskerne. På billedet til højre kan du se det færdige resultat. Den første af de 3 masker ligger øverst og du får en hældning til venstre.

2. Metode:

Også denne metode giver en hældning til venstre.

Første maske løftes af – fra venstre pind til højre pind, ligesom du strikker ret . Se billede 1. De næste 2 masker strikkes ret sammen, se billede 2. Derefter trækkes den løftede maske over den strikkede maske, se billede 3. Det sidste billede viser det færdige resultat med en tydelig hældning til venstre.

Det er afhængig af strikkemønstret og opskriften, hvilken af de to metoder der er at foretrække, og hvilket udtryk du ønsker at give dit strikkearbejde.

Strik 3 masker sammen med synlig midterste maske:

Som navnet siger, hælder denne indtagning hverken til højre eller til venstre, men får til gengæld en synlig midterste maske.

De første 2 masker løftes af samtidig fra venstre til højre pind- højre pind stikkes ind i maskerne som om du strikker dem ret sammen, se billede 1. Den næste maske strikkes ret. Billede 2 viser de to løftede masker ved siden af den sidste strikkede maske. Derefter trækkes de to løftede masker over den strikkede maske, se billede 3. Det sidste billede viser det færdige resultat af denne indtagning.

Oversigt over de 4 metoder:

Herunder kan du se de 4 metoder samlet, og du har mulighed for at sammenligne dem med hinanden. Jeg vil anbefale dig at strikke nogle prøver, hvis du vil øve dig lidt på metoderne. Så er du klar til at bruge dem i dit næste projekt.

Du kan for eksempel strikke “Sjal med lukning”, hvor der i mønstret indgår at strikke 3 masker sammen med synlig midterste maske. Du finder opskriften her

4 metoder – strikke 3 masker sammen

God fornøjelse!

Beregning af garnforbrug

Du har garn og du har en ide, hvad du gerne vil strikke, men du ved ikke, om du har nok garn. Eller du vil bruge et andet garn end det, som bruges i opskriften. Det kan også være, at du vil strikke din egen model og ønsker at vide, hvor meget garn du skal bruge til det. Så har jeg en nem beregningsmodel til dig, hvordan du kan beregne dit garnforbrug.

Som udgangspunkt er det bedst at beregne lidt mere end nødvendigt. Det vil være så ærgerligt lige at mangle garn til de sidste pinde. Derfor er tallene og målene som regel rundet op.

Strikkeprøven måles og vejes

Strikkeprøve

Først skal du lave en strikkeprøve med dit garn. Strik prøven i det samme mønster, som du overvejende vil bruge til dit strikkearbejde. Prøven skal være tilstrækkelig stor, mindst 12 x 12 cm.

Strikkeprøvens areal og garnforbrug

Mål strikkeprøven: Prøvens bredde og højde, for eksempel 13 cm bred og 12 cm høj.

Beregn areal: Bredde x højde, for eksempel 13 cm x 12 cm = 156 cm2.

Garnets løbelængde: Løbelængden står som regel på banderolen, for eksempel 150 m/ 50 g (=300 m/100 g).

Prøvens vægt: Vej din strikkeprøve. Prøven i vores eksempel vejer 12 g.

Tøjets areal:

Nu skal du måle dit tøj for at finde frem til arealet. Det gør du enten på dit mønster eller på en eksisterende trøje. Du skal måle tøjet på de steder, hvor det er bredest og højest. Derved sikrer du, at du får beregnet lidt ekstra garn. Derefter ganges bredden med højden.

Eksempel til en trøje:

Ryggen er 50 cm bred og 60 cm høj – 50 cm x 60 cm = 3000 cm2.

Forstykket måler 50 cm x 60 cm = 3000 cm2.

Ærmet måler 40 cm i bredden og er 45 cm lang. 2 ærmer giver 40 cm x 45 cm x 2 = 3600 cm2.

Hele trøjen: 3000 cm2 + 3000 cm2 + 3600 cm2 = 9600 cm2.

Nu har vi både tøjets og prøvens areal og vægt. Vi kan finde ud af, hvor mange strikkeprøver, der skal til for at strikke din ønskede model, og derved komme frem til garnforbruget.

Garnforbrug

Tøjets areal divideres med strikkeprøvens areal. Resultatet ganges med strikkeprøvens vægt.

I vores eksempel har trøjen et areal på 9600 cm2,  dette divideres med strikkeprøvens areal på 156 cm2 = 61,5. Dvs. at der skal gå 61,5 strikkeprøver til 1 trøje.

Da strikkeprøven vejer 12 g, er regnestykket 61,5 x 12 g = 738 g. Rundet op, bliver det 750 g garn, som skal bruges til trøjen.

Jeg håber at du har fået hjælp til beregningen af dit strikkeprojekt.